Jeg har altid været helt retarderet til sport.

Jeg gik til tennis i en årrække i folkeskolen hvor min træner proklamerede at jeg var citat: “Danmarks bedste boldsamler” (læs: elendig).

Koreografi er jeg heller ikke særlig skarp til (om end jeg har fundet ud af, at jeg bliver bedre med øvelse - sjovt nok…).

I mange år stod det på min bucket list at lære at danse. Jeg turde simpelthen ikke da jeg var yngre. Jeg var alt for bange for at være en fiasko. Igen.

I 20’erne fandt jeg styrketræning. Og dét var jeg god til. Sådan virkelig god faktisk. Min krop kunne lide det og mit hovedet kunne lide det (stærkhedsfølelsen).

For første gang i mit liv fik jeg en succesfølelse i forbindelse med fysisk aktivitet.

Indtil da havde jeg egentlig bare set mig selv som én der var ‘doven af natur’ men jo skulle bevæge mig, hvorfor jeg tvang mig selv afsted til det ene fitnesshold efter det andet.

Jeg gad ikke rigtig. Men jeg burde jo. Så det gjorde jeg.

Da jeg begyndte at styrketræne fandt jeg ud af, at jeg slet ikke var doven som jeg ellers havde troet.

Jeg havde jo bare ikke prøvet at lave noget, jeg syntes var rigtig sjovt før nu.

Langsomt åbnede min verden for muligheden for at ‘lege’ mere.

Jeg trodsede min egen usikkerhed og begyndte at danse.

Jeg trodsede mit ‘dårlige boldøje’ og begyndte at spille squash.

Jeg begyndte at bruge min krop til ting, der gør mig glad at lave.

Den sundhedsgavnlige del af bevægelsen er nu bare en positiv bieffekt af at tilbringe mit liv med at lave noget, jeg holder af.

Sundhed i sig selv er ikke længere formålet - glæden ved den fysiske aktivitet er.

Jeg bliver glad af at bevæge mig. For jeg er ikke doven.

Og det er du heller ikke.

Og hvis du synes, at det på meget regelmæssig basis er svært at komme afsted til én eller anden form for træning, så er det måske fordi, du ikke har fundet det, der gør dig glad at gøre endnu?