Bikinistress og ‘projekt-sommerfit’

Det er mandag.. Bikinisæsonen nærmer sig og du slår liiiige dig selv lidt oven i hovedet her til morgen over weekendens udskejelser. Hvis du fortsætter i den dur kommer du jo aldrig i ‘sommerform’. Nettet og bladende bugner af glade fitte og tynde piger (á la billedet ovenfor) i farverige bikinier som en friendly reminder til, hvor du ikke befinder dig lige nu.

NU er det op på hesten. Solen skinner – og du er klar til at gå all in på ‘projekt-sommerfit’. Ingen sukker. Intet brød. Ingen kulhydrater. Masser af grønt og kød er vejen frem. Har du læst… 

Lige indtil klokken bliver 14.30. Og du er træt. Og du har haft alt for meget om ørerne i dag. Fuck det der projekt i dag – du er på den i morgen. Man skal heller aldrig starte om mandagen, har du læst. Mandag er en dårlig dag. I morgen.. I morgen er dagen. Og du dykker i skod-skærekagen på arbejdet. Og stopper først igen når du er på fjerde stykke og kvalme og foodcoma er ved at indfinde sig.

Årh – jeg har selv været der. Mandag efter mandag. Uge efter uge. Hvad gør jeg så nu istedet for? For vi vil jo allesammen gerne se godt ud i en bikini når sommeren rammer?

Det interessante er, at jo mindre restriktivt jeg spiser, des bedre er jeg til selv at regulere hvad jeg har behov for. Jeg bliver bedre til at stoppe med at spise når jeg er mæt. Jeg bliver bedre til at vælge mad til og fra – og lade være med at spise den kage jeg ikke har lyst til, selvom den står foran mig.

Jeg ser faktisk som regel også ‘pænere’ ud, når jeg ikke spiser restriktivt. Fordi jeg ikke har de samme udsving ift overspisning. Min krop bliver mere stabil.

Er det nemt at lære? Ikke nødvendigvis. Er det muligt for alle? Det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om at det er. Tager det tid? Uden tvivl. Er det så det værd? Hvis du spørger mig? Ja!

Jeg havde hånden på hjertet aldrig troet på at jeg skulle nå et punkt hvor mad ikke skulle styre mit liv – og 80% af min vågne tanketid. 

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle nå et punkt hvor jeg ikke gik til brunchbuffeter udelukkende for madens skyld – men for selskabets (seriøst).

Jeg havde aldrig troet at jeg ville nå til et punkt hvor biografture ikke længere handlede om slik og popcorn – men om filmen.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle nå et punkt hvor jeg ‘glemte at spise’ når jeg blev opslugt af noget. Jeg har jo altid smidt mig ind under ‘madøre af natur’-kategorien.

Bevares; jeg elsker mad. Jeg elsker at sanse, smage og dufte. Jeg elsker at nyde god mad, at lave god mad – og at spise god mad med god vin til.

Det er bare ikke længere altoverskyggende. Det fylder ikke så meget mere. Og selvom rejsen har været lang – så har den været hvert et sekund hver.