Du kan også få et roligere forhold til mad…

I går fik du første del af min egen historie om restriktioner og snack-attacks.

Om hvordan det var så svært for mig at stoppe, når jeg først gik i gang. Måske du kunne genkende noget at det fra dig selv?

Når jeg afveg fra mine regler og restriktioner og spiste ‘de forbudte fødevarer’ gik jeg ‘all in’ mens jeg havde muligheden.

Og min krop reagerede voldsomt på de her snack-attacks, hvilket i mit hovede bekræftede mig i at det rent faktisk var ‘gift’ at spise de her ting.

Jeg fik vand i kroppen, blev træt, dvask, oppustet og ked af det. Jeg var helt sikker på at det hang sammen med sukkeret. Og gluten. Og mælkeprodukterne også.

Når det forbudte bliver tilladt

I dag ved jeg at det slet ikke hang sammen med fødevarerne – men derimod mængderne jeg indtog.

De fleste får faktisk lidt ondt i maven, når de inhalerer brødkurven på restauranten. Det handler ikke som sådan om brødet – men om mængden af brød du indtager i et momentant-brød-cravings-snack-attack.

I dag spiser jeg det hele på fast basis uden problemer. Jeg spiser rugbrød mere eller mindre dagligt (noget som før i tiden var totalt no-go, hvorfor jeg i mange år hverken ejede en brødkniv eller en brødrister – det var simpelthen ikke nødvendigt).

Jeg har ingen problemer med at spise sukker, men nyder det i moderate mængder (noget som også har taget noget tid at lære) og jeg kan sagtens finde på at nyde det på daglig basis også.

Min energi er god, min vægt er stabil, min krop er stærk, jeg er sund og rask – der er absolut intet negativt sket ved at introducere disse ellers ‘farlige’ fødevarer i min daglige kost.

Og det kan også godt lade sig gøre for dig. Ligesom at det har ladet sig gøre for rigtig mange af mine klienter.

(Note: hvis du lider af madallergi og-/eller intolerance af en art, skal du naturligvis tage hensyn til denne/disse. Min historie deler jeg med dig for at sætte fokus på de af os, der kæmper eller har kæmpet med de ‘trendende’ intolerancer, som i mange tilfælde kan være mere psykisk end fysisk betingede.)

Mere ro i hovedet giver mere ‘ro på maden’

At finde ‘ro på maden’ er ikke noget der sker over natten. Det tager tid at vende gamle vaner, mønstre og mindset.

Det har taget lang tid at opbygge – det tager også lang tid at ændre. Og det er helt okay.

Det handler ikke om at du bare fra den ene dag til den anden gør alle dine ‘forbudte fødevarer’ tilladte igen og så er du helt cool med det.

Det er en proces, hvor der måske skal kigges lidt mere på, hvorfor behovet for restriktioner var der til at starte med – og hvorfor de forskellige snack-attacks kommer på de tidspunkter, som de gør.

Hvor der skal kigges på vaner. Og på dine tanker, der er forbundet, med de fødevarer du spiser.

For mig selv var det en kombination af mange ting.

Af mange år med restriktioner.

Af dulmen med mad, når jeg var ked af det, træt eller stresset.

Af altid at føle at min krop ikke var ‘god nok’, at jeg skulle ‘fixes’, se anderledes ud end jeg gjorde. Hele tiden at være ‘på vej’ et sted hen.

At det aldrig var godt nok. At jeg aldrig var god nok. Bare som jeg var.

Det har taget mig tid. Ikke bare at vende mit mindset til mad på hovedet, at gennemskue min udfordringer og få ro på maden.

Men også at finde ro i min krop. Ikke hele tiden at skulle ændre mig selv. Ikke hele tiden behøve at skulle tabe mig 5 kg mere for at være ‘god nok’.

Det interessante er, at da jeg fik ro på maden, tabte jeg mig også. Ikke markant – men bare stille og roligt, selvom mængden af ‘forbudte’ fødevarer på daglig basis var større.

Fordi min overspisning blev mindre og mindre – og der gik længere og længere mellem mine snack-attacks.

Min krop er stabil i dag. Min vægt er stabil. Og det samme er mit madindtag.

Et ‘normalt’ forhold til mad – findes det?!

Og hvorfor deler jeg så alt det her med dig? Fordi jeg engang troede at det at få et ‘normalt’ forhold til mad og ‘sundhed’ ikke var noget der kom til at ske for mig – nogensinde.

Jeg troede aldrig at jeg nogensinde skulle blive glad for og tilfreds i min egen krop. 

Og hvis du har læst med helt herned – så tænker jeg at du måske har – eller har haft – det på samme måde.

At du kan genkende dig selv i min historie.

Og til dig er det så uendeligt vigtigt for mig at fortælle dig, at det kan godt lade sig gøre.

Du kan godt få et ‘normalt’ forhold til mad.

Du kan godt blive glad og tilfreds i din egen krop.

Og du behøver ikke at være på kur resten af dit liv for at det lykkes.

Jeg har set det ske igen og igen med rigtig mange af de kvinder jeg får lov til at arbejde med. Og jeg har selv været på rejsen også.

Gode ting tager tid – men det er hele rejsen værd, det lover jeg.

Du må ikke give op. Og du er altid velkommen til at skrive til mig for bare at dele dine tanker.

Kærlig hilsen

Celestine