Appetit er en ret dynamisk størrelse.

Jah, vel egentlig hele kroppen. Den svinger altid. Lidt op. Lidt ned. I perioder er udsvingene større, i andre lidt mindre.

Om vinteren vejer min krop typisk et par kilo mindre end den gør om sommeren.

I perioder har jeg dage, hvor jeg glemmer at spise og pludselig kommer i tanker om det om eftermiddagen. I andre perioder er mad det første jeg tænker på, når jeg står op eller det bedste værktøj ved hånden, når jeg har et udækket behov der ikke umiddelbart kan dækkes.

Det hele er bestemt af kendte og ukendte variabler.

Årstid, cyklus, energi, stress, temperatur, humør, træning, væskebalance - you name it.

Jeg kender efterhånden min krop ret godt. Men jeg har stadig perioder, hvor jeg ikke aner, hvad det er der foregår med den.

Og det er okay.

For jeg har erkendt at den er en dynamisk størrelse og jeg har accepteret det.

Og måske vigtigst: jeg er stoppet med at bekrige den.

Jeg giver den plads til at have de udsving der følger med - også selvom det til tider kan føles lidt frustrerende.

Jeg ved, at jeg i sådanne perioder skal holde fast i det, der fungerer godt for mig; regelmæssig træning og bevægelse, søvn (nok) og at være bevidst om min sult og mæthed.

Hvis der er én ting jeg gennem årene har lært, så er det at min krop påvirkes af stress.

Og hvis der er noget jeg ikke gider mere, så er det at stresse min krop, ved at stresse over hvordan den ser ud.