IMG_9847.jpg
 

Før i tiden trænede jeg 'for at se ud'. Nu træner jeg fordi jeg godt kan lide at bruge min krop. Og fordi jeg godt kan lide at være stærk.

Min vægt svinger lidt. Men jeg 'ser' ikke min krop på samme måde mere. Det er ikke så vigtigt om den vejer 68 kg eller 72 kg. Mere. Den er som den skal være.

Hvis mit tøj begynder at stramme for meget regulerer jeg lidt på min kost. Men jeg gider ikke at leve for at se ud mere. Mit liv handler om så meget andet end hvorvidt mine jeans er størrelse 26, 28 eller 30.

Det vigtigste er at jeg føler mig godt tilpas i mit eget skind. Og når jeg ikke gør det, justerer jeg. Selvkærligt. Ikke med diæt. Men med justeringer.

Fordi jeg selvfølgelig er forfængelig som alle andre - jeg lader ikke ‘stå til’, men hele min identitet afhænger ikke længere af, hvordan jeg ser ud.

Min træning er på dagsformen. Og ofte bare fri leg. Mit bench mark er at jeg kan dødløfte 100 kg - alt derover er ikke så vigtigt. Lige nu. Det ændrer sig. Mit formål med træning ændrer sig løbende. Det er dynamisk, lidt ligesom min krop - og resten af livet.

Og egentlig handler det mest bare om bevægelse for mig. At jeg får brugt min krop. Hvad end det er styrketræning, yoga, løb, gåture, dans - eller kettlebell swings hjemme i stuen. Jeg vil gerne være lidt aktiv hver dag, så har mit humør og min krop det bedst.

I perioder motiverer det ene mig - i andre perioder noget andet. I perioder er det sjovt at have mål at gå efter - i andre perioder er fri leg det der gør, at jeg synes det er sjovt at komme afsted til træning.

Det er sundhed for mig; at jeg selv styrer hvordan jeg har det i min krop. At min træning og min bevægelse er noget, der gør mig glad - og at jeg ikke er slave af kostdogmer, restriktioner og dårlig samvittighed for at kunne monitorere hver en del af min krop. Det er ikke så vigtigt at gå op i - det ved jeg nu.

Det tog noget tid at lære - men livet handler om så meget andet end sundhed som højeste mål; en sund krop er blot et redskab til at have det godt på alle andre fronter. Og det giver mig så uendeligt stor glæde at bruge mit liv på at se andre kvinder lære det samme.

Forrige
Forrige

Om at sætte barren for højt - og ikke lykkedes.

Næste
Næste

"Jeg spiser faktisk rigtig sundt, jeg forstår ikke, hvor det går galt?"